Naturkærlighed

Foto: Line Beck

Når jeg snakker om naturdannelse og naturforbindelse, så kan det måske være svært at forstå hvad det er jeg mener. For hvad er et naturdannet menneske? Hvordan kommer en stærk naturforbindelse til udtryk og hvordan dannes den? Måske er det lettere at forstå, hvis jeg bruger ordet naturkærlighed. For ordet kærlighed er et begreb de fleste mennesker har et forhold til og som vi derfor også forstår tyngden og betydningen af. Det er et stort ord, som mange tøver med at bruge, selv over for de mennesker vi holder allermest af. “Jeg elsker dig,” er lige er ligeledes en sætning, som man holder tæt ind til kroppen, for ikke at udstille sig selv. For tænk, hvis den som ordene var rettet imod ikke sagde det igen. Eller tænk, hvis folk synes, at man er mærkelig, hvis man retter ordene mod naturen eller et træ. For kan man virkelig det? Kan man elske naturen? Kan man føle kærlighed over for den? 

Det gør jeg. Men når jeg skriver det her, så kan jeg mærke, at usikkerheden også følger med. For hvad vil du som læser tænke om mig, nu hvor jeg har afsløret min hemmelighed. Vil du måske se ned på min faglighed eller tænke at jeg er lidt for spirituel? Sådan tænker den naturvidenskabelige del af mit hoved, selvom min intuition og mine følelser fortæller mig noget andet. En sandhed, som jeg i noget tid har haft svært ved at erkende og stå ved. Jeg føler en dyb kærlighed overfor naturen og ser den på mange måder som en nær ven. Eller måske ligefrem som et familiemedlem. Jeg taler til træerne, når jeg går alene igennem skoven. Jeg lægger mig ned og mærker jorden under mig, og lader naturen forme mine tanker, som om jeg havde en samtale med den. For det gør den. Naturen former vores tanker, når vi opholder os i den. Den sætter vores tanker fri til at vandre. Til at tænke os ud af hverdagens fastlagte rammer og den samfundsnorm vi lever i. Faktisk er naturen måske én af mine vigtigste samtalepartnere, fordi den konstant udfordrer mit perspektiv på livet og hjælper mig med at finde balance i det liv jeg lever. 

Derfor er det også sådan, jeg præsenterer vores faste vandrerute på mit fag gå på Testrup Højskole. Som en ny bekendt mine elever skal møde. Som en relation de måske med tiden kan blive trygge ved, og måske ligefrem kan komme til at holde af. En relation de kan bruge til at skabe balance i hverdagen og som de kan lære at kende ved at bruge tid i den. Til at begynde med vil naturområdet måske ikke føles som noget særligt, men giv det tid, og så vil naturoplevelserne til sidst blive til kærlighed. For hvad er kærlighed andet end en ophobning af minder. En sammensmeltning af sansninger, følelser, refleksioner og erindrede øjeblikke fra forskellige dage, som til sidst opnår en kritisk masse, der sætter sig i hjertet, og på et øjeblik kan ændre din verden og dit livssyn. For det gør kærlighed. Det forandrer mennesker. Det er den stærkeste forandringskraft jeg kender til. Langt stærkere end had og skam og vrede. For hvad er vi ikke villige til at gøre for de mennesker vi elsker. 

Kan vi elske noget uden at kende det? Nej. Det mener jeg grundlæggende ikke at vi kan. Forelskelse, betagelse eller forblændelse kan opstå spontant, men kærlighed er noget der opbygges over tid, fordi den kræver at du kender essensen af det du retter den i mod. Naturkærlighed er at vokse sammen med naturen. At indse at du ikke kan leve uden den og at den har brug for dig. At naturen er en del af din indre kerne. Af den du er. Så hvis vi vil skabe en bred folkebevægelse for naturen. Hvis vi vil lykkes med at skabe den omfattende forandring i vores kultur og samfund, der skal til, for at sikre naturen for fremtiden. Så er det ikke nok med overfladisk færdighedsopøvning og kortsigtet målstyret læring, som den folder sig ud i store dele af vores skolesystem. For vi kan ikke forbinde os med verden og naturen fra et klasserum, hvor tests og arbejdsmarkedstænkning er blevet gjort til det centrale omdrejningspunkt. Vi må ud i naturen og mærke den. Vi må forbinde os til den og mærke kærligheden. Det er et helt afgørende dannelsesprojekt, som i mine øjne er lige så vigtigt som dansk og matematik. For hvad skal vi med den slags færdigheder, hvis ikke vi har en forbindelse til verden. Hvis ikke vi har et værdikompas, som kommer til udtryk i respekt og omsorg for naturen, som er den globale klima-, miljø- og biodiverstetskrises omdrejningspunkt. Måske er det ikke mere videnskabelig viden, der er brug for i fremtiden. Selvom den slags viden er vigtig og en god ting, som jeg selv beskæftiger mig meget med. Måske er det de fremtidige generationer har allermest brug for at sanse og lege i naturen, så de kan danne minder og slå stærke rødder i den. Så naturkærligheden kan sætte sig som en kugle i hjertet, der konstant minder os om hvor vigtig den er.