Morten DD syndrom

Foto: Line Beck

For kort tid siden var jeg på besøg på Den Frie Lærerskole på Sydfyn, hvor jeg skulle være responsgiver på et afgangsprojekt om friluftsliv med fokus på naturdannelse. Efter 2 timers virkelig spændende diskussion om deres tilgang til og forståelse af naturdannelsesbegrebet, så stillede de studerende et afsluttende spørgsmål: Har du ét godt råd til os, som nu skal ud og arbejde som naturformidlere? Jeg tænkte over det et stykke tid, for det er jo nærmest umuligt at koge et hvilket som helst emne ned til et enkelt råd.

Jeg tænkte tilbage på min egen tid som biologistuderende. Dengang havde jeg meget svært ved at finde et solidt fodfæste i naturformidlerrollen, fordi jeg var så optaget af hvordan andre foldede den ud. Jeg havde oplevet hvordan Morten DD kunne begejstre ethvert publikum med sin energi og store viden, og holdt det op foran mig selv som et ideal jeg umuligt kunne leve op til. Jeg så mange af mine medstuderende forsøge at efterligne ham ved at kaste sig hovedkulds ned i de dynger af lort vi stødte ind i på vores ture i jagten efter møgbiller. Jeg så folk forsøge at overgå hinanden i begejstrede udbrud, når de fandt et eller andet sjældent, som da Morten DD selv fandt en sneloppe på tv. Et filmklip du er nødt til at se, hvis du ikke har set det endnu. Jeg forsøgte at efterligne det hele, men følte mig nok aldrig rigtig hjemme i det. Det var den eneste naturformidlingsform jeg kendte og jeg stolede ikke rigtig på den stemme inden i mig, som ville noget andet. Jeg var ramt af ‘Morten DD’ syndromet, som så mange andre i min generation af naturformidlere, hvilket på mange måder var en god ting, fordi han er en enestående formidler, som har gjort utroligt meget godt for den danske natur. Men syndromet efterlod meget lidt plads til mig selv og gjorde, at der gik mange år, før jeg for alvor lærte at lytte til min egen stemme. Så det var det råd jeg valgte at gå med: Vær dig selv. Lyt til din egen stemme og til de interesser du går ind i naturen med. Stol på at du ikke er den eneste, som har det sådan, for der vil altid være andre, der har det som dig. Og du vil kunne samle dem ved at gå forrest og vise dem vejen gennem din egen autentiske tilgang til naturen. Det kan mærkes, når du elsker det du laver og det er måske det vigtigste redskab vi har som naturformidlere. Vores glæde ved naturen og ved den tilgang til den, vi nu engang har valgt at folde ud i vores liv. Mere skal der faktisk ofte ikke til for at flytte på de mennesker vi arbejder med. 

I dag består min egen naturformidlingpraksis af mange forskellige elementer, som hver især er beskrevet i min naturdannelsesottekant. Det ene element er ikke vigtigere eller mere rigtigt end de andre, og antallet af elementer er ikke statisk over tid. Min naturformidlingspraksis er i konstant bevægelse, og er altid en spejling af det jeg selv er optaget af i mit liv. Jeg har ikke et færdigt pensum klar, når jeg starter et nyt semester. Jeg venter og ser hvad tiden bringer, og planlægger ofte min undervisning dagen før. Jeg finder inspiration mange forskellige steder i mit liv, men lader mig ikke længere forblænde af andres kundskaber og store viden. Jeg låner simpelthen bare de ting jeg kan bruge, og glæder mig over at vi alle er så forskellige, og at der findes naturformidlere, som er helt vildt dygtige til at formidle de ting jeg ikke selv resonerer så meget med. I stedet for at dunke mig selv i hovedet med de ting jeg ikke kan og forfølge idealer, som jeg umuligt kan leve op til.