Frigørelsen fra samfundets normer

Foto: Line Beck

Dagsbogsnotat fra min undervisning: ‘Det syn, der møder os, da vi træder ind i dalen, er fuldstændig fantastisk. Det er en gruppe på 60-70 børn, som er på udflugt, og de har indtaget hele området. Det virker ikke, som om der er nogen styring fra de voksnes side, andet end det allermest nødvendige for at undgå farlige situationer og løse legekonflikter. Børnene løber rundt i mindre flokke og er gået på opdagelse på hver deres måde i naturen omkring åen. En gruppe har sat sig på en lille bro, hvorfra de med pinde kan røre ved vandet og prikke til de sten, der ligger på bunden. En anden gruppe møder vi på vej gennem en tunnel, hvor de råber og skriger højt for at høre ekkoet. Der er børn, der klatrer på skrænter. Der er børn, der går balancegang på store stammer. Der er børn, som sidder lidt for sig selv i udkanten af pladsen og hiver små græstotter af, mens de kigger på. Der er børn, der går på eventyr langs mindre, usete stier omgivet af tårnhøje brændenælder og tidsler.  

Sceneriet minder mig om dokumentaren “Genopdagelsen”. Her følger man en folkeskoleklasse, som flytter ud i naturen i 10 uger og skal indrette sig der og finde på meningsfulde ting at lave. Det kommer der en helt masse spændende læring og liv ud af, som har dannet grundlag for en del af læringsfilosofien bag mine fag. Især på Genopdagelsen, hvor jeg tilmed har lånt dokumentarens fine titel, fordi den indfanger essensen af formålet med faget. Her arbejder vi intuitivt og eksperimenterende, uden noget særligt mål for øje, for på den måde at efterligne den legende tilgang, mange har til naturen som børn, men som alt for mange glemmer som voksne. Fordi denne tilgang fordrer, at man er til stede i nuet, i sin krop og sine sanser, og fordi det fjerner alle de lag, vi ellers normalt ligger mellem os selv og naturen. 

Jeg får mine elever til at standse op midt i dette kaos og beder dem om bare at stå stille og kigge sig omkring et øjeblik. Om at suge energien og legen til sig. “Det er det her, der målet”, siger jeg. Hvis det en dag bliver sådan her, vi som voksne agerer, når vi bliver sluppet fri i naturen, så er vi kommet langt.’

Som biolog tror jeg på, at vi alle fødes med en krop og et sind, som er skabt til at leve i og af naturen. Mennesket har udviklet sig i tæt samspil med den i tusindvis af år og i det tidsperspektiv betyder de sidste 200 år, hvor urbaniseringen og industrialiseringen for alvor har taget fat, ikke meget evolutionært. Afstanden mellem naturen og mennesket er så at sige et relativt nyt fænomen, som vores kultur og samfundsudvikling har skabt. Derfor tror jeg på, at vi alle besidder evnen til at færdes intuitivt og frit i naturen, og at det vil være godt for vores kroppe og sind at gøre det. Men evnen og lysten aflæres efterhånden som vi vokser op og samfundets normsæt tager over. Således tror jeg, at størstedelen af alle voksne mennesker vil kunne huske tilbage til en tid i deres barndom, hvor de har været draget af naturen og har haft en legende og nysgerrig tilgang til den. Måske det ligefrem er muligt at huske hvornår naturen mistede tiltrækningskraften og hvornår man holdt op med at gå uden for stierne. For det er på de anlagte stier, at man finder langt størstedelen af alle de voksne mennesker. Det giver god mening, når nu samfundets normsæt dikterer, at voksne mennesker ikke må blive beskidte. At voksne mennesker ikke må sove i naturen. At voksne mennesker ikke klatrer i træer eller laver høje lyde. At voksne mennesker ikke løber medmindre det er rammesat som motionsløb. At voksne mennesker ikke kravler. Eller hopper. Eller ruller. Eller rutcher. Eller danser. Medmindre de er sammen med børn, for så må man godt lege og opføre sig “skørt”. 

Når man tænker efter, så giver det ingen mening, at disse normer eksisterer. Ikke i nutidens samfund. For hvad er det de bidrager med? Hvordan gør de vores liv bedre? Jeg kan ikke se noget godt ved dem. Faktisk mener jeg at det forholder sig sådan, at de bidrager til at gøre vores liv værre ved at øge afstanden mellem menneske og natur og ved begrænse voksne menneskers udfoldelsesmuligheder. Det er et stort problem i en tid, hvor det vi har allermest brug for er nytænkning og naturinspireret væren. Nutiden kalder på, at vi går i gang med systematisk at bearbejde disse normer med henblik på at bryde dem og skabe nye normsæt. Det kræver, at der er nogen, der går forrest, og det kræver, at vi alle bakker op og leger med, når der er andre voksne, som tør tage det første skridt ud, for at se om isen holder.    

Jeg ved at disse normer eksisterer, fordi jeg kan se den måde andre voksne reagerer på, når jeg bryder dem. Jeg kender også til den følelse af selvbevidsthed, der opstår, når jeg oplever disse reaktioner. Fornemmelsen minder lidt om den akavethed jeg føler, når jeg engang imellem træder ædru ud på et dansegulv. Følelsen af at der er andre der kigger med og vurderer mine bevægelser, og måske finder dem pinlige eller barnagtige. Det er tydeligt at mine elever også har svært ved at give slip på denne selvbevidsthed i min undervisning, selvom vi befinder os på en højskole, som måske er et af de mest eksperimenterende og normfrie rum man kan befinde sig i. Det kræver tid og øvelse at nedbryde samfundets normfortællinger og jeg er selv nedbrydningsprocessens vigtigste værktøj. For det er mig som underviser, der har muligheden for at italesætte normerne og udfordre dem. Og det er mig som med mit kropssprog og min ageren kan være med til at signalere, at i min undervisning gælder der andre regler. Hvis jeg eksempelvis har designet en naturoplevelse, hvor vi skal danse i naturen, så gør jeg mig ekstremt umage med mine bevægelser. Forsøger at gøre dem store og tydelige. Forsøger at bevæge mig frit og uhæmmet. Forsøger at signalere at jeg ikke bekymrer mig om hvad andre tænker, selvom jeg i starten gør det. Men den fornemmelse forsvinder snart, ligesom de fleste af mine elever med tiden også giver slip på deres indre begrænsninger, og i det de gør det, opstår magien. Det moment, hvor deres sanser og deres sindsstemning tager over. Momentet hvor de begynder at improvisere. Nøglen til at komme derhen er tid. Og ikke bare 10 minutter, men mindst en halv time og gerne flere timer. Når vi danser i undervisningen, gør vi det gerne i 2 timer uafbrudt, og man bliver helt høj på livet af det. Endorfinerne pumper rundt i kroppen og med dem kommer taknemmeligheden over for naturen omkring os, hvilket resulterer i at folk fortaber sig fuldstændig i omgivelserne. Én bliver væk i stjernerne over sig og strækker sine hænder op mod himlen. En anden graver hænderne dybt ned i jorden under sig. En tredje vender sig mod et træ og omfavner det. De vender sig mod det sted, hvor de føler naturen bor.