Natur x Dannelse

Foto: Line beck

Som praktiker har mit arbejde med naturdannelsesbegrebet først og fremmest taget afsæt i mine egne erfaringer og de observationer jeg har gjort mig i forbindelse med min naturformidlingspraksis. Jeg kommer med denne varedeklaration allerede i indledningen til den første naturdannelsesbog jeg udgav sammen med Line Beck: “Da jeg selv først og fremmest er praktiker og dernæst lommefilosof, vil jeg anlægge et meget praksisnært perspektiv.” Denne tilgang til mit forfatterskab har været stærkt inspireret af Nietzsche, hvis tilgang til sin filosofiske praksis og nytænkning beskrives i bogen Gå - en filosofisk fodrejse af Frederic Gros: “Bøger af de forfattere, der er fanget bag deres mure, og som er groet fast til deres stole, er ufordøjelige og tunge. De opstår ved at blive stykket sammen af de andre bøger på bordet. De ligner gæs under opfedning: proppet med citater, spækket med henvisninger, tynget af noter. De er tunge, fede og læses langsomt med kedsomhed og besvær. De udgør en bog sammen med andre bøger ved at sammenligne dens linjer med andre linjer og gentage, hvad andre har sagt om det, som atter andre måske har fortalt. Man verificerer, man præciserer, man korrigerer… Han, som komponerer, mens han vandrer, er tværtimod fri for bindinger, hans tanke er ikke en slave af andre bøger, ikke tynget af verificeringer eller andre tanker. Han skal ikke stå til regnskab for nogen. Blot tænke, bedømme, beslutte. Det er en tanke, der fødes i en pludselig bevægelse, i et spring. Man mærker kroppens elasticitet, dansens bevægelse i den. Den tilbageholder, den udtrykker energi, kroppens hop og spring. Her tænkes selve tingen uden forstyrrende tågeslør og blokeringer, den told, man betaler til kulturen og traditionen. Det bliver ikke lange kæder af bevisførelse, men lette og dybe tanker. Deri består udfordringen: Jo lettere en tanke er, desto højere hæver den sig og bliver dyb, fordi den står svimlende vertikalt på den træge sump af overbevisninger, den almindelige mening, fastslået viden. Mens de bøger, der er undfanget i biblioteker, tværtimod er overfladiske og tunge. De forbliver på det niveau, hvor bøger er kopier af kopier.” Det er en forførende tanke at tage på vandretur og undervejs løse verdens problemer med originale uafhængige ideer, men det er også en urealistisk eller i det mindste usandsynlig forestilling. For selvom jeg tror på at der ligger et stort potentiale i tænkningen uden for det akademiske og videnskabelige felt, hvor alt skal verificeres og refereres tilbage til, fordi der heri ligger et potentiale for fri tænkning og for dyb filosofisk undren. Så kræver det at man har en grundlæggende viden om verden, før man for alvor kan gå i gang med at forandre den. Nietzshe var heller ikke uuddannet, og på den måde står hans tænkning ligesom alle andres på skuldrene af de tænkere, der kom før ham. Ligesom min forståelse af naturdannelsesbegrebet har afsæt i min uddannelse som biolog og friluftsvejleder. Alligevel vil jeg sige helt ærligt, at jeg i mit forfatterskab, har bevæget mig ud på gyngende grund, fordi jeg først og fremmest er naturvidenskaber. Didaktisk teori hører til det humanistiske felt og til dette faglige område knytter der sig en lang række teoretiske begreber og forståelser, som jeg i begyndelsen af mit forfatterskab ikke har haft en dybdegående forståelse af. Således stammer min forståelse af dannelsesbegrebet fra min tid på Testrup Højskole, hvor dannelse er et centralt begreb, som vi tilrettelægger alt vores undervisning med afsæt i. Derfor er mine bøger om naturdannelsesbegrebet skrevet i et praksisnært sprog med en begrænset skelen til den officielle videnskabelige didaktiske litteratur og dertilhørende begrebsdefinitioner. Det er meget bevidst, at jeg har skrevet bøgerne på den måde, fordi jeg har set et behov blandt praktikere, for en lettilgængelig praksisnær udfoldelse af naturdannelsebegrebet. 

I takt med at naturdannelsesbegrebet er vundet frem gennem de sidste år, og efterhånden som jeg har talt og skrevet mig varm på emnet, så er der dog opstået et behov for at uddybe min teoretiske definition af især dannelsesbegrebet. Dels, fordi jeg i flere sammenhænge er blevet mødt med spørgsmål om det, som jeg har haft meget svært ved at besvare, fordi de blev stillet på et sprog og med en teoretisk forforståelse, som lå meget langt fra min. Dels, fordi arbejdet med min forståelse af dannelsesbegrebet i sig selv har været værdifuldt, fordi det har været med til at synliggøre min egen naturformidlingspraksis for mig selv. Det har været med til at give mig et nyt sprog for min praksis, hvilket har gjort mig langt mere bevidst om de pædagogiske valg jeg træffer. Jeg har blandt andet læst Thomas Aastrup Rømers ‘FAQ - om dannelse’ og Steen Nepper Larsens ‘At ville noget med nogen - filosofiske og samtidskristiske fragmenter om dannelse og pædagogisk’, som jeg varmt vil anbefale til alle, der godt kunne bruge en pædagogisk vitaminindsprøjtning. Virkelig inspirerende og tankevækkende læsning, der har været med til at revitalisere min egen højskolelærergerning.

Jeg synes det var svært at indfange alle de vigtige pointer, som især de to bøger var fyldt af, og derfor valgte jeg at gå meget specifikt til værks i min efterfølgende bearbejdning af min læsning. Det gjorde jeg helt konkret ved at lave tankeeksperimentet. Hvordan passer min tænkning om naturdannelse ind i de to forskeres forståelse af dannelsesbegrebet? Hvad sker der, når man sætter ‘natur’ sammen med ‘dannelse’? Derfor vil jeg i det følgende gennemgå Thomas Aastrup Rømers konsise definition af dannelsesbegrebet og dernæst trække tråde mellem den og min naturformidlingspraksis. Definitionen lyder sådan her: 

“Dannelse er den proces, hvor menneske og verden træder ind i en suspenderet og vekselvirkende forbindelse, som efterfølgende trænger sig på i handlingslivet, kritisk eller ventende. Både mennesket og verden forbindes, forstørres og udvides i kundskabsprocesser, som er i poetisk kontakt med det værendes tavse forudsætninger, og som presser samfund og suspension til nærhed på henholdsvis, det institutionelle, det politiske og det kosmologiske niveau.” 

Vend rigtig gerne tilbage til definitionen her undervejs i din læsning, for at finde hoved og hale i det hele. For den efterfølgende tekst er en smule kompleks.

Jeg vil lægge ud med at forholde mig til begreberne ‘Suspension’ og ‘vekselvirkning’, fordi de er afgørende, hvis man skal forstå dannelsesbegrebet. Det understreges ved, at de indgår i den første sætning i Thomas’ begrebsdefintion.

Vekselvirkning skal forstås som en gensidigt fordybende proces, der understøtter og uddyber forbindelsen mellem mennesket og verden (i en naturdannelsessammenhæng især: mennesket og naturen). I denne vekselvirkning udvikler mennesket sin karakter og sin forståelse af verden omkring sig, og verden åbenbarer nye sammenhænge og lag, som mennesket kan fordybe sig i. Altså er der tale om en form for cirkulær proces, hvor pendulet hele tiden svinger frem og tilbage mellem oplevelse og erkendelse. Gennem naturoplevelser opdager vi nye sider af naturen, som gør at vi opdager nye sider af os selv og det samfund vi er en del af, hvilket igen gør at vi ser naturen i et nyt lys, som danner grundlag for flere cirkulære processer. Flere naturoplevelser. Flere erkendelser.

Men der er også tale om en opbyggelig proces, som over tid er med til at understøtte og uddybe forbindelsen til naturen, for som det fremgår af anden halvdel af Thomas’ definition, så er det både mennesket og verden som forbindes, forstørres og udvides i dannelsesprocessen. Gennem naturoplevelser opstår der nye erkendelser, forståelser uddybes, nye perspektiver tager form, og det forandrer mennesket. Det påvirker menneskets indre værdikompas og peger det i en ny retning, hvilket skaber et nyt udsyn. Et nyt verdenssyn. Et nyt menneskesyn. Et nyt natursyn. Når vi én gang har haft en naturoplevelse i et bestemt naturområde, så bliver dette naturområde aldrig det samme igen, for næste gang vi vender tilbage, så er området fyldt med minder. Og de refleksioner og erkendelser der opstod dengang vender tilbage i det vi genbesøger det kendte sted. Men ikke nok med det, for de naturoplevelser vi har et sted, de følger også med os, når vi besøger et nyt sted. Så naturen forandres i naturdannelsesprocessen, ligesom mennesket gør det, og det er heri det opbyggelige ligger. For hver gang pendulet svinger, dannes der altså et nyt naturforbindelseslag, som løfter os tættere på naturen, fordi der skabes flere knager eller minder, som naturforbindelsen kan hænges op på. Dermed bliver naturforbindelsen til omdrejningspunktet for den cirkulære og opbyggelige naturdannelseproces. Det at få en forbindelse til naturen er altså i en naturdannelsessammenhæng et formål i sig selv, og ud fra min forståelse af begrebet er det faktisk hovedformålet. Det er det af to årsager, som begge har med bæredygtighed at gøre.

Dels befinder vi os midt i en global bæredygtighedskrise i forhold til klima, miljø og biodiversitet. Vores brug og forbrug af naturen er omdrejningspunktet for den bæredygtighedskrise, og derfor tror jeg ikke på at vi for alvor vil blive i stand til at ændre på den måde vi lever vores liv på, før vi får forbindelsen til naturen tilbage. Det skal kunne mærkes at naturen forsvinder og at vi befinder os midt i den sjette masseuddøen, og det kan det ikke for langt de fleste mennesker, fordi afstanden mellem dem og naturen er for stor. Det man elsker passer man på. Det er den sandhed, som jeg tror er nøglen til at løse bæredygtighedskrisen. 

Dels befinder vi os midt i en trivselskrise. Vi har indrettet vores liv og hverdag på en måde, som for alt for mange og flere og flere fører til stress, depression, angst og ensomhed. Jeg tror også at naturen er nøglen til at løse denne krise, fordi den repræsenterer roen, nærværet, fordybelsen og stilheden, som på mange måder er modgiften til det præstations- og forbrugsorienterede samfund, vi har skabt. 

Grundlaget for at denne vekselvirkning kan blive tilstrækkeligt fri og ubestemt er suspensionen. Suspension skal, ifølge Thomas, forstås som en slags hul i samfundet, som vi falder ned i for at kunne omgås eksempelvis værdier, begreber og ting på andre måder end normalt. Et hul, hvor vi er fri fra samfundets krav, normer og værdiforståelse. Når vi befinder os i suspensionens rum, så har det ikke længere nogen betydning om det vi beskæftiger os med kan betale sig eller om det kan bruges til noget specifikt. Derfor går suspension meget dårligt i spænd med kortsigtet målstyret læring, som den eksempelvis foldes ud i vores uddannelsessystem, fordi det lige netop fører samfundets krav, normer og værdiforståelse med ind i rummet. Det er en af grundene til at jeg mener, at naturdannelse har meget trange kår i vores uddannelsesystem. Suspensionsrummet er et kreativt og nytænkende rum, hvor vi sættes fri til at skabe eller genskabe eksempelvis værdier, begreber og ting, eller ikke mindst os selv, frem for at reproducere alting og os selv ud fra en på forhånd defineret form. Altså står suspensionsbegrebet på mange måder i tæt forbindelse til det naturimprovisationsbegreb jeg introducerede i mine to tidligere blogindlæg. For suspensionens væsen er nuet. Nærværet. Sanseligheden. Legen. Det formålsløse. Det ukendte. Det afsøgende. Det nysgerrige. Det eksperimenterende. Det kreative.

Det er virkelig interessant for mig at tale om suspension i en naturdannelsessammenhæng, fordi naturen i sig selv er et suspensionsrum i mit liv. Jeg beskrev denne tanke allerede i min første bog uden at kende til begrebet: “Når jeg opholder mig i naturen og på den måde får hverdagen lidt på afstand, begynder jeg ret hurtigt at tænke anderledes. Jeg får et andet perspektiv på mit liv. Mit hoved bliver sat fri fra de normale tankemønstre, og pludselig er det, som om jeg kan se klart. Pludselig er det, som om alt det, der bekymrer mig i min hverdag, såsom karriere, penge, ting og min telefon, virker fuldstændig ligegyldigt og på mange måder overflødigt. Det, der fremstår som værdifuldt, det, der gør mig lykkelig, bliver det simple og nære. En slurk koldt vand., en mundfuld brød, et åbent landskab, en solstråle og at være i nuet og nærværet med min venner og familie.” Alene ved at træde ind i naturens rum træder jeg på mange måder ud af samfundet, og det sætter mig i stand at gentænke og genopdage min livsfortælling, mit natursyn og ideen om det gode liv. Jeg tror ikke, at jeg er alene om at have det sådan. Faktisk er det min oplevelse at rigtig mange mennesker har det sådan. Det er jo også det Nietzsche beskriver i det indledende citat i dette afsnit: “Han, som komponerer, mens han vandrer, er tværtimod fri for bindinger, hans tanke er ikke en slave af andre bøger, ikke tynget af verificeringer eller andre tanker. Han skal ikke stå til regnskab for nogen.” 

Når vi træder ind i naturen sættes vores tanker fri til at vandre, og det gør os i stand til at se os selv og vores liv i et nyt lys, som igen er med til at skabe en bevidsthed om de valg vi træffer og allerede har truffet. Jeg har eksempelvis valgt at leve et liv, hvor jeg arbejder deltid, fordi fri tid og bæredygtighed er vigtigere for mig end penge, og de muligheder der følger med dem. Hus. Bil. Rejser. Forbrug. Men det er faktisk overraskende svært, at holde fast i min overbevisning i hverdagen, fordi jeg er omgivet af et samfund, hvor langt de fleste gør det anderledes. Det betyder, at jeg er omgivet af mennesker, der bor i store dyre huse. kører i lækre nye biler og som rejser med fly, og det skaber et normpres på min livsfortælling, som skaber grundlag for den klassiske tanke: Er græsset mon grønnere på den anden side? Går jeg glip af noget? Hvis jeg ikke jævnligt vender tilbage til naturen og dens frie refleksionsrum, så begynder tanken om ‘den anden side’ at fylde mere og mere, til et punkt hvor jeg til sidst kan blive helt ulykkelig over min livssituation, selvom jeg selv har valgt den og af meget gode grunde. Samfundets normfortælling. Den motorvej de fleste mennesker kører på, former vores tanker i langt højere grad, end de fleste af os er bevidste om. Det farlige ved normmotorvejen er, at hvis man kører hurtigt nok, så når man ikke at se de mange afkørsler og alternative ruter, som byder sig til undervejs. Og man når ikke at tænke over det vigtigste spørgsmål af dem alle: Hvor fører motorvejen egentlig hen? Fører den os i en retning, og mod en fremtid som er bæredygtig? Som er meningsfuld? Som skaber de bedste betingelser for høj livskvalitet?  Vi er alle nødt til at sætte farten ned engang imellem, for at skabe plads til eftertænksomheden, nysgerrigheden og kreativiteten. Vi er nødt til at zoome ud og trække os tilbage fra samfundets dominerende tankestrømninger, for at vi kan finde eller genfinde os selv og livets mening på vores egne, og måske lige så vigtigt, på naturens præmisser. Det er det naturen kan for mig. Det er det naturen kan for mine elever. Det er det potentiale naturen rummer. Den er en slags yngleplads for nye ideer og fortællinger, fordi den fungerer som et frit suspensionsrum, hvor vores samfunds krav, normer og værdiforståelse sættes midlertidigt ud af kraft. Derfor er det heller ikke underligt, at det næsten altid er, mens jeg opholder mig i naturen, at mine mest spændende og dybe tanker opstår. Min skrivning begynder og ender altid i naturen.

Nu har vi altså styr på den første delsætning: “Dannelse er den proces, hvor menneske og verden træder ind i en suspenderet og vekselvirkende forbindelse,” Men hvad med anden delsætning: “som efterfølgende trænger sig på i  handlingslivet, kritisk eller ventende.” 

Vi kan i følge Thomas ikke forblive i den frie suspension, hvis der skal være tale om egentlig dannelse. For dannelsen kræver en tilbagevenden til “virkeligheden”. Til samfundet. Denne tilbagevenden kan føre til at der opstår en spænding mellem mennesket og samfundet, fordi vores oplevelser og erkendelser har flyttet os og har påvirket vores syn på verden. Pludselig ser vi den danske naturforvaltning i et nyt lys, fordi vi gennem formidling og sansning har opdaget naturens iboende værdi, eller fordi vi har fået øjnene op for de danske skoves ekstremt ringe biologiske tilstand. Pludselig virker lange arbejdstider og højt forbrug ikke meningsfuldt, fordi den frie suspension i naturen har gjort det muligt endelig at se samfundets normmotorvej og forholde sig kritisk til den. Der er opstået en spænding, eller som jeg selv oplever den, en dissonans, som ikke vil gå væk. Der er ikke længere overensstemmelse mellem vores verdenssyn og verden, som den rent faktisk er. Hvis dissonansen er tilstrækkelig dyb, så vil det være næsten umuligt at fortsætte uden at handle. Noget må ændres. Noget må gøres anderledes, for at der igen kan opstå en indre balance. Kort sagt. Dannelsesprocessen trænger sig på i handlingslivet. For ellers vil det indre følelsesliv sande til i frustration, vrede, sorg og skam, hvilket jeg selv har oplevet på egen krop i forhold til især biodiversitets-, miljø- og klimakrisen. At leve mit liv videre uforandret, velvidende at min livsstil og det samfund jeg er en del af, er godt i gang med at ødelægge naturen og de fremtidige generationers levegrundlag, har ikke været muligt for mig. Så jeg har handlet og har lagt mit liv om. Jeg arbejder deltid. Jeg bor billigt og småt. Jeg forbruger mindre. Jeg arbejder for at skabe en mere bæredygtig verden ved at udfolde naturdannelsesbegrebet i mit forfatterskab, min musik og min naturformidlingspraksis. Dissonansen er der stadig, men ikke i samme grad som før. Den er tålelig, og så længe den er det, og så længe jeg ikke handler, er der tale om en venten. Eller som Thomas så fint betegner det: Dannelsens venten. Dannelse er en længerevarende proces, som strækker sig over hele livet. Hvad der får dissonansen til at flamme op eller ebbe ud i den enkelte er meget svært at beskrive, fordi det er nogle ekstremt komplekse processer, der regulerer denne mekanisme. Det er dog min personlige erfaring, at livet er rigere og opleves som mere meningsfuldt, når man lever det i overensstemmelse med sine værdier og sit eget verdenssyn. Selvom forandring er svær, så er forandringen det hele værd, hvis det skaber balance i dit indre følelsesliv. 

I definitionen bruger Thomas ordet ‘kundskabsprocesser’, som måske kan ses som en mere generaliseret form af ordet naturdannelsesprocesser, som specifikt relaterer sig til naturdannelsesbegrebet. Jeg forstår altså naturdannelsesprocessen som en kundskabsproces der retter sig mod og tager afsæt i naturen og som ifølge Thomas i modsætning til en læringsproces har den frie suspension som udgangspunkt. Videre skriver han at kundskabsprocessen formes af og “... er i poetisk kontakt med det værendes tavse forudsætninger… “, der her skal forstås som de lokale eller nationale rammer, kulturen, som processen folder sig ud under og som vi alle er formet af. Altså findes der en slags stedets naturdannelse, som formes af den verden og den kultur processen finder sted i. Det er vigtigt at have for øje, som naturformidler, fordi vi selv og vores elever altså træder ind i naturdannelsesprocessen med et kulturelt og socialt udgangspunkt, som man skal være bevidst om og tage hensyn til. Der er nogle grundlæggende verdensforhold, som gør sig gældende, og som har stor indflydelse på naturdannelsesprocessen. Det får mig til at tænke på dannelsteoretikeren Klafkis begreb einstieg, der sætter fokus på, at den måde man træder ind i et nyt felt på (eksempelvis naturen) ikke kun afhænger af det konkrete stofområdes særlige karakter, men også af elevernes forudsætninger. Når man tilrettelægger naturoplevelser med afsæt i naturdannelsesbegrebet skal oplevelserne altså tilrettelægges på en måde, som rent faktisk gør det muligt for den enkelte elev at træde ind den dobbelt forstørrende og udvidende naturdannelsesproces, som fører til det Klafki betegner som den dobbeltsidige åbning. I blogopslaget under titlen ‘ Naturimprovisation del 2’ beskriver jeg blandt andet hvad der kan ske når man ikke tilrettelægger naturdannelsesprocessen med afsæt i sine elevers forudsætninger. Eksemplet jeg bruger er en undervisningssituation, hvor jeg fuldstændig slipper tøjlerne og sætter mine elever fri i naturen uden nogen rammesætning eller plan. Altså fri improvisation. Men resultatet er at flere af eleverne går i baglås og derfor ikke er i stand til at træde ind i naturdannelsesprocessen. I Danmark har vi ikke en udbredt kulturel tradition hvor voksne færdes i naturen “uden formål” og normerne dikterer nogle meget snævre rammer for hvordan voksne i det hele taget kan færdes i naturen. Derfor giver det god mening at mine elever ikke bare uden videre kan træde ind i den frie improvisation. Det er et godt eksempel på hvordan naturdannelsesprocessen er nedsunket i stedets, eller i dette tilfælde, den danske kulturs tavse forudsætninger. Vores kulturs natursyn. Vores kulturs menneskesyn. Vores kulturs verdenssyn.   

Kundskabsprocessen (eller naturdannelsesprocessen) er ikke blot i kontakt med det værendes tavse forudsætninger, men den skal også presse: “samfund og suspension til nærhed på henholdsvis, det institutionelle, det politiske og det kosmologiske niveau.” Dette er blot en uddybning af de forskellige niveauer, som den frie suspension skal indgå i et spændstigt og kritisk forhold til. For når der opstår nye erkendelser. Når menneskets udsyn forandres. Så har det konsekvenser for den måde vi indretter vores samfunds institutioner på. For den politik vi udvikler og for hvordan det hele sættes i forhold til vores universelle verdensanskuelser. Det er ifølge Thomas vigtigt, at det er kundskabsprocessen og det værendes tavse forudsætninger, som i samspil føder og former institutionerne, politiken og den generelle verdensforståelse, fordi det omvendte forhold vil føre til en slags dannelsestyrani. Her vil de pædagogiske processer blive determineret af eksempelvis læringsmål, som vi allerede kender det fra vores skolesystem og som sætter den frie suspension ud af kraft ved at gøre samfundets krav og normer til omdrejningspunkt for sine læringsprocesser. På den måde kan man måske allerede tale om at vores skolesystem er underlagt et læringsmålstyrani, som skaber meget dårlige forudsætninger for naturdannelsesprocesser, som har forbindelsen mellem mennesker og natur som omdrejningspunkt. Derfor mener jeg også at den største gave vi kan give til de fremtidige generationer er at skabe et frit undervisningsrum i skoletiden, hvor naturen kan få lov til at stå i sin egen ret uden skelen til samfundets krav. Hvor omdrejningspunktet for undervisningssituationen er naturforbindelsen og ikke et kortsigtet videnskabeligt læringsmål.