Forord

Foto: Line Beck

Vi befinder os midt i en tid, hvor den manglende politiske vilje til at skabe seriøs forandring, har ført til at det brede folkelige fokus på klima-, miljø- og biodiversitetsdagsordenen har taget et voldsomt dyk. Der har indfundet sig en slags klima-udmatning, som jeg kan mærke i mig selv, men også på mine elever på Testrup Højskole, hvor jeg er lærer. For bare 5 år siden stod vi på gaderne i mange af Danmarks største byer og krævede handling, og fremtvang på den måde det der blev betegnet som et klimavalg. Der blev vedtaget en klimalov. Håbet var lysegrønt. Og så. Ingenting. 

Politikernes manglende vilje til at handle og det alt for åbenlyse forsøg på at pynte sig med lånte klimafjer, og den vedvarende insisteren på, at vi nok skal nå vores klimamål og at de 15 naturnationalparker snart er på vej, er næsten ikke til at leve med. Det sætter sig i maven som vrede og i halsen som galde. Det sætter sig i hjertet som en dyb sorg, der ikke vil gå væk, og som tvinger én til at holde det hele ud i strakt arm. Ud hvor jeg ikke kan mærke det. Ud hvor det ikke længere gør så ondt. På den måde har politikernes symbolpolitiske tilgang til den globale naturkrise, hvor øvelsen de sidste år har været at finde CO2-reduktionerne i regneark og parkere de svære beslutninger i kommissioner, ført til at rigtig mange klima- og naturaktivister er brændt ud. Jeg er selv brændt ud.

Til et foredrag hørte jeg en mand sige: “Folk orker ikke høre mere om klimakrisen”. Det tror jeg er rigtigt. Jeg orker ikke at høre mere om klimakrisen eller naturkrisen. Jeg kan fysisk ikke holde til trykket fra sorgen, vreden, frustrationen og magtesløsheden længere. Derfor har jeg de seneste år søgt nye veje. Jeg har søgt efter en måde hvorpå jeg kan være med til at revitalisere mit eget og mine elevers engagement i den grønne dagsorden. Jeg har ledt efter et bæredygtigt brændstof, som ikke ligesom sorgen og vreden brænder mig selv op over tid. Og svaret er kærlighed. Kærlighed til naturen og det håb, og den tro på fremtiden, som følger med den.

Jeg skriver denne blog, fordi jeg ønsker at dele de erfaringer og tanker jeg har gjort mig i de sidste år, hvor jeg har arbejdet målrettet og kreativt i min naturformidling med begrebet naturdannelse. Begrebet rummer et stort potentiale for fornyelse, for fordybelse og for forbindelse. Det kombinerer to for fremtiden helt centrale begreber: Natur og dannelse. Det kombinerer min biologfaglige naturvidenskabelige baggrund med min nuværende højskolelærerpraksis. Det fylder mig med håb og drømme, fordi jeg i naturdannelsens lys igen kan se en vej frem. En vej igennem tornekrattet af artsuddøen, oversvømmelser, varmekorder og ligegyldighed.