Naturimprovisation del 2

Foto: Line Beck

Men disciplinen kan i den grad også gå kold. Især når den, som i vores skolesystem, i høj grad rammesættes indendørs i klasselokaler og i foredragssale. Fra min folkeskoletid husker jeg kun én udendørs tur fra natur- og teknikundervisningen, som til gengæld gjorde stort indtryk. Her tog vi på fugletur en tidlig forårsmorgen til en stor granplantage nærved skolen og oplevede hvordan fuglesangen tog til, mens solen langsomt bevægede sig op på himlen. Ligeledes husker jeg kun to udendørs ture fra biologiundervisningen i min gymnasietid. En tur ned til den lokale å, hvor vi fangede vandløbsinsekter og artsbestemte dem og så en tur til det lokale vandrensningsanlæg. Således var det disciplinen, der fuldstændig dominerede alt min naturfagsundervisning gennem min skolegang. Det var naturvidenskabsundervisning med en tyk streg under VIDENSKAB. Med en tyk streg under TEORI. Med en tyk streg under ARBEJDSMARKED. Det er alt sammen vigtige ting at beskæftige sig med og det har i den grad en berettigelse på skoleskemaet, men hvad med naturdannelsen? Den udeblev næsten fuldstændigt, hvis begrebet skal forstås som jeg har beskrevet det i mine to bøger ‘Naturdannelse - naturformidlerens håndbog’ og ‘Naturdannelse året rundt - fortællinger fra en naturformidlers praksis’, fordi kernen i begrebet er forbindelsen til naturen. På den måde husker jeg ikke naturfagsundervisningen som noget der havde med naturen at gøre og det er disciplinen og færdighedsopøvnings store udfordring. Naturen lever ikke i fagbøgerne. Lige så lidt som musikken lever, når den kun er skrevet ned på et nodeark. Naturen skal sanses og opleves for at den viden der tilegnes i undervisningslokalet bliver vedkommende, meningsfuld og levende. Forskellen på naturen og musikken er bare, at der i skolesystemet virker til at være en bred anerkendelse af at kernen i musikundervisningen er udøvelsen, mens det forholder sig direkte omvendt med naturdannelsen. Her er det teorien, der vægtes højest. Jeg husker nærmest ikke andet end korsang, sanglege, rytmelege og samspil fra min musikundervisning i folkeskolen og gymnasiet. Jeg tror at den forskel bunder i naturvidenskabens store økonomiske potentiale. Samfundet ser først og fremmest naturfaglig viden som en kompetence, der skal bruges på arbejdsmarkedet og ikke som en del af en grundlæggende almen menneskelig dannelse, som har noget med værdier, livskvalitet og erkendelse at gøre. Derfor bliver naturdannelsen sekundær i forhold til den videnskabelige dannelse, mens musikken får lov til at stå i sin egen ret, omend med få ressourcer, som et kunstnerisk og humanistisk projekt fyldt med leg og improvisation. 

Vi står altså som formidlere mellem to stole. Den rene improvisation/frihed, hvor undervisningen i værste fald kan blive frustrerende og meningsløs og den rene disciplin/færdighedsopøvelse, hvor undervisningen i værste fald kan blive uvedkommende og afkoblet fra det den beskæftiger sig med. Hvordan finder vi så balancen?

Jeg har forsøgt at finde dette balancepunkt i mange år og har også flyttet mig en del, som jeg beskrev det i del 1. Lige nu læner min tilgang til naturen og min formidling sig klart mod improvisationen, men det kan den kun, fordi jeg som uddannet biolog og friluftsvejleder med mere end 10 års naturformidlingserfaring, har en omfattende og dybdegående viden om naturen og hvordan man kan skabe oplevelser i den. I virkeligheden tror jeg at min store udfordring som naturformidler er, at jeg godt kan komme til at glemme tyngden af min erfaringsrygsæk, fordi jeg har gået med den så længe. Derfor har jeg i mine to bogudgivelser igen og igen skrevet, at viden eller kundskaber ikke er en forudsætning for, at man kan skabe meningsfulde oplevelser i naturen. Det er bare at tage ud i den og så se hvad der sker. Men hvad nu hvis man ikke kan se de muligheder naturen præsenterer én for? 

Det oplever jeg faktisk, at en del af mine elever har svært ved. Det kommer især til udtryk, når jeg bevæger mig langt ud af den improvisatoriske akse. Eksempelvis når jeg tager mine elever med ud i skoven og fortæller dem at jeg ingen planer har lagt, og at de selv må finde ud af hvad de vil bruge de næste 3 timer på. Så er der altid nogle stykker, som går lidt i baglås, fordi de simpelthen ikke aner, hvor de skal vende sig hen. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for det tvinger dem til at mærke efter og reflektere over deres umiddelbare reaktion, hvilket kan danne grundlaget for nogle virkelig værdifulde snakke om deres forhold til naturen. De snakke kan jeg som formidler være med til at facilitere, og jeg kan i tillæg hjælpe dem med at få øjnene op for de muligheder, som naturen omkring os kan tilbyde dem. Et greb jeg ofte bruger her er, at jeg spørger ind til, hvad eleven ellers interesserer sig for i sit liv. På højskolen, hvor jeg arbejder, er svaret ofte noget kunstnerisk eller æstetisk, fordi skolen beskæftiger sig med kunst, litteratur, teater, musik og filosofi på vores hovedfagslinjer. Og så bruger vi det som afsæt for at finde en aktivitet, som eleven kan skabe en naturoplevelse omkring. Hvis facilitationen går godt, kan det være med til at skabe et mindre gennembrud for eleven, fordi den er med til at udvide ideen om, hvad en naturoplevelse er. For ofte har mine elever en temmelig snæver forståelse af, hvad der forventes af dem, når vi bevæger os ud i naturen, fordi de grundlæggende kun er blevet præsenteret for tre former for friluftsliv i deres liv: Naturvidenskab, spejder og outdoor. Hvis ikke en af de tre former har været noget de kunne identificere sig med, så er det jo ikke underligt at naturen ikke har fyldt meget i deres liv. Men sandheden er at der findes lige så mange måder at føle sig forbundet til naturen på som der findes mennesker, og at en biologisk orienteret naturoplevelse hverken har mere eller mindre med naturdannelse at gøre end en æstetisk orienteret naturoplevelse. Den pointe er guld værd, fordi den giver mine elever en følelse af at være inkluderet i det danske naturforbundethedsbegreb, som ellers i nogle kredse forbeholdes dem der kan planternes navne eller er dygtige til at tænde bål.

Men det er ikke altid at facilitationen lykkes, fordi jeg simpelthen ikke opdager at der er en elev, som er udfordret. Motivationsændringen kan opstå meget pludseligt fra det ene øjeblik til det andet, og når en del af mine øvelser foregår på egen hånd eller i små grupper spredt ud i skoven, så kan jeg ikke altid være der til at vejlede. Jeg har valgt at acceptere, at det er prisen for at den relativt frie og ustyrede undervisning kan få lov til at folde sig ud. Og så er jeg gået mere og mere væk fra den undervisningsform jeg beskrev ovenfor, hvor der ingen planer er lagt, fordi jeg har erkendt at overgangen fra ingen naturrelation til 100% procent naturimprovisation er for brat. 

I stedet forsøger jeg at skabe et undervisningsrum, hvor der er en mere lige fordeling mellem det styrede og det ustyrede. Det gør jeg dels ved at vælge naturoplevelsesformater, som kræver meget lidt vejledning og derfor efterlader et stort frirum til mine elever, og dels ved at afsætte så meget tid af til oplevelsen, at de fleste bliver færdige før tid og må finde på noget andet at lave undervejs. På den måde kan oplevelsen være med til at skabe en glidende overgang fra den lidt usikre ankomst i skoven, hvor eleverne lige skal falde til og finde en retning. Til den frie intuitive væren, hvor retningen bestemmes af eleverne selv. Jeg har præsenteret en lang række af den slags naturoplevelser i mine foregående to bøger, men for at du forstår hvad jeg mener kommer her et par eksempler:

Bevæg dig til et soundtrack

En af de mest direkte veje ind i vores indre følelsesliv er musikken. Derfor er det oplagt at bruge den aktivt som en del af en naturoplevelse til at understøtte bestemte stemninger og til at undersøge forskellige bevægelsesformer. Lav en playliste med en række numre hjemmefra, som du holder af at lytte til, og giv dig så hen til musikken i naturen, og lad din krop føre an. Playlisten må meget gerne have en progression, så den eksempelvis starter roligt og gradvist bygger op til at blive rytmisk og dansevenlig. På den måde kan du starte liggende i skovbunden og tilslut finde dig selv løbende rundt mellem træerne i fuld fart. 

Giv træerne personlighed med ler

Ler et meget naturnært materiale. Det er ekstremt sanseligt og intuitivt, og det kan bruges i naturen, uden at man skal bekymre sig om at rydde op bagefter. Leret vil stille og roligt blive nedbrudt af regnen med tiden. Leret kan bruges på mange måder, men min foretrukne øvelse er at forme leransigter på træer. Tag en stor klump ler, form det til en kugle og sæt det så fast på barken af et træ. Glat siderne ud, så leret sidder tæt ind til træet og form så et ansigt. Brug gerne kogler, sten og blade fra dine omgivelser til pynte leret med.    

Byg en træhule

At bygge en hule i skoven er så meget mere en “bare” at bygge en hule. Det er en måde at tage ejerskab over skoven på og få den til at føles hjemlig, og det er en måde at forholde sig aktivt til naturens materialer og steder på. Hulebyggeprocessen er værdifuld i sig selv, da det er tid der tilbringes med stort nærvær i naturen, mens du leder efter materialer i skovbunden og fletter dem sammen til hulens vægge og tag. Og når hulen er færdig, har du et sted at søge ud til, hvis du har brug for ro eller vil starte en hemmelig klub. Brug kun naturens materialer og undlad at bruge reb og værktøj. Det skærper kreativiteten og sikre, at hulen kan blive stående på ubestemt tid uden at forurene naturen.          

Fælles for de tre naturoplevelsesformater er, at jeg som formidler agerer som en slags katalysator. Jeg sætter en oplevelse i gang, men indgår ikke selv i udformningen af den, med mindre jeg fornemmer, at der er et behov for facilitering hos den enkelte elev. Så træder jeg ind i oplevelsen og er med til at give den en retning og et formål. Jeg kan også finde på at træde ind i oplevelsen, hvis mine elever har spørgsmål til naturen omkring dem. Hvis de har fundet en bille eller en svamp og gerne vil vide noget om den. Så fortæller jeg så længe og så uddybende, som eleverne har lyst til, for det er så umådeligt værdifuldt og vigtigt, at give næring til denne undersøgende og nysgerrige tilgang over for naturen og dens liv. Jeg opmuntrer ligefrem mine elever til at lave den slags afstikkere, hvis de undervejs føler sig draget i en anden retning end den de er blevet peget i af mig. Således er eksempelvis en del ture med et æstetisk afsæt blevet til svampeture, urteture, træture, tangeture og fugleture afhængig af årstiden og omgivelserne. Men det er ikke kun biologisk orienterede afstikkere, som jeg opmuntrer til at følge, for det kan være at naturen peger mine elever i en anden retning. Måske er der i øjeblikket bare brug for at sidde lænet op af et træ eller at ligge ned på skovbunden. Måske er der brug for en gåtur, en klatretur eller noget helt tredje. Som formidler er jeg faktisk med på næsten hvad som helst, så længe mine elever løbende spørger sig selv: Hvor er naturen henne i oplevelsen lige nu? Hvad har det jeg laver lige nu med naturen at gøre? Hvis ikke de umiddelbart kan pege på naturen i den aktivitet, som de er gået i gang med, så er det ikke en aktivitet, som hører hjemme i min undervisning. Så må den vente til et andet tidspunkt. Jeg bruger selv dette spørgsmål når jeg planlægger min undervisning, fordi det hjælper mig med at holde fokus på naturdannelsens kerneprojekt: At understøtte og fremme udviklingen af en stærk naturforbindelse hos mine elever, hvordan end den så ender med at folde sig ud i den enkelte. Der findes ikke en rigtig eller en forkert måde at være i naturen på. Heller ikke i min undervisning. 

Sådan har jeg ikke altid tænkt, fordi jeg som formidler i starten var meget optaget af klassisk biologisk færdighedsopøvning, fordi det er sådan jeg selv er blevet undervist i hele min skoletid. Så min undervisning handlede meget om artskendskab og økosystemforståelse dengang. Det har taget en del år for mig at bryde med denne undervisningsform og forestillingen om at undervisningen ikke må føles alt for godt, hverken for mig eller mine elever. En undervisningstime skal helst være en lille smule hård at komme igennem, fordi det indikerer at der er en tilstrækkelig faglig tyngde. Derfor har overgangen til den frie undervisningsform jeg benytter mig af nu været forbundet med en del dårlig samvittighed. Dels, fordi jeg har måttet spørge mig selv igen og igen om jeg er ved at blive doven? Men især, fordi den udvikling og læring, der finder sted i min undervisning, som den er nu, kan være meget svær at kvantificere. For hvordan måler man en følelsesmæssig tilknytning til et sted i naturen? Hvordan opvejer man alle de små bestanddele, som over tid er med til at ændre på et menneskets livsperspektiv? Hvordan ved man, at naturen er krøbet ind under huden på et menneske?

Det gør man ikke nødvendigvis i løbet af et fire måneders forløb, og derfor ville jeg nogle gange ønske at et højskoleophold varede et år. Men erkendelsen indfinder sig alligevel i glimt hist her. Jeg ved at der er opstået en forbindelse til stedet, når en mine elever skriver et klaverstykke om Ravnholtskoven, som vi har tilbragt så meget tid sammen i. Jeg ved at vi er nået ned i nogle dyberelægende følelsesmæssige lag, når en af mine elever former et leransigt, der skal forestille hendes far, fordi hun kunne mærke ham i træet derinde et sted. Jeg ved at kimen til en ny livsbane er blevet sået, når en af mine elever flytter ud i en shelter i 3 døgn, for at undersøge hendes tanker og hendes forhold til naturen i det afsluttende linjefagsprojekt på filosofilinjen. Jeg ved at glæden ved at bruge tid i naturen har indfundet sig, når en af mine elever tilbringer flere af hendes frieftermiddage i skoven alene, mens hun bygger hendes egen træhule gren for gren.